DAMPA_75_år_med_quiet_design_digital_DA - Flipbook - Page 56
I mellemtiden førte nye bekendtskaber til en lukrativ kontrakt
i 1955 om levering af Dæmpa-træfiberpaneler til beklædning af de mange kvadratmeter lofter i en stor syvetagers
udvidelse af Københavns Militærhospital. Planlægningen
begyndte i 1950, men der skete flere arkitektskift undervejs
– formentlig fordi det hierarkiske og bureaukratiske system i
forsvaret gjorde det vanskeligt at være rådgiver. Den første
planlægning blev udført af Jean Deleuran, som kortvarigt
blev afløst af Arne Jacobsen, der dog også trak sig. Tilbage
stod en yngre arkitekt, Jørgen Selchau, som netop var blevet ansat i Forsvarets Bygningstjeneste, og som endte med
at stå for størstedelen af projekteringen og færdiggørelsen
af byggeriet.
Selchau var opmærksom på, at patienterne ville tilbringe
meget tid liggende og se op i loftet, og han ønskede derfor,
at perforeringerne i panelerne skulle være meget diskrete
for at undgå, at man begyndte at tælle hullerne og blev hypnotiseret af mønsteret. Da det viste sig vanskeligt at opfylde
denne specifikation med træfiber, blev det endnu et argument for at udvikle metalpaneler, hvor man kunne bore
meget præcise og fine mønstre. Selchau specialiserede sig
senere i at tegne store sygehuse til civil brug.
56
I kombination med Dæmpa-panelerne skulle der installeres
lette og demonterbare skillevægge af en bemærkelsesværdigt lydisolerende konstruktion mellem afdelingerne. Væggene blev produceret af Dansk Gipsindustri og bestod af to
lag træbeton med en kerne af gips. På trods af de enkle og
billige materialer var de i stand til at dæmpe lyd med op til 48
decibel. Direktørerne i Det Fyenske Trælastkompagni var så
imponerede over produktet, at de besluttede at opkøbe
Dansk Gipsindustri og markedsførte herefter skillevæggene
under navnet Dæmpa Færdigvægge.
Kort tid efter blev der indgået en leveringsaftale med industrikoncernen F.L. Smidth, som opførte et nyt hovedsæde i
Valby efter tegninger af den fremtrædende arkitekt og
underviser Palle Suenson. Dæmpas sælger, Harry Schrøder, overbeviste Suenson om fordelene ved fleksible kontorløsninger og foreslog, at bygningen blev udstyret med
demonterbare vægge, så ruminddelingen senere kunne tilpasses skiftende behov. Derfor inkluderede han de demonterbare vægge i bygningsspecifikationen.
Desværre viste produktionen sig at være for ressourcekrævende, da væggene blev håndlavet, og produktionen blev
med utilstrækkelig indtjening indstillet allerede i 1957, blot to
år efter opstarten.
