DAMPA_75_år_med_quiet_design_digital_DA - Flipbook - Side 290
Bæredygtighed
på dagsordenen
DAMPA-lofter har en meget lang levetid, hvilket bidrager til
byggeriets bæredygtighed. Da de fremstilles af metal, er de
desuden fuldt genanvendelige, eller kan omsmeltes med
begrænset klimapåvirkning.
I langt de fleste tilfælde er lofter, der blev installeret for over
50 år siden, stadig i god stand og kan renoveres med lokale
reparationer, samt rengøring eller ny lakering. Et eksempel
herpå er den nænsomme renovering af Østifternes Kreditforenings tidligere hovedsæde i det centrale København,
som Vilhelm Lauritzen Arkitekter bistod den nuværende ejer
Realdania med frem til 2025.
DAMPA havde leveret de oprindelige lofter i 1957. Selvom
det nuværende sortiment ikke længere indeholdt kassetter i
samme størrelse som de oprindelige, kunne produktionen
tilpasses til en særordre, så beskadigede kassetter kunne
erstattes med nøjagtige kopier, mens hovedparten blot blev
renset og repareret. Løsningen var både praktisk og bæredygtig og resulterede i et smukt resultat, der fastholdt rummenes oprindelige elegance og akustik – og med minimalt
spild.
290