DAMPA_75_år_med_quiet_design_digital_DA - Flipbook - Page 20
Moderne
rumakustik
Udviklingen af praktisk akustik begyndte i midten af
1890’erne, da den amerikanske fysiker Wallace Clement
Sabine, en ung professor ved Harvard University, med succes anvendte videnskabelige metoder til at forbedre lydforholdene i en akustisk problematisk foredragssal i det
nyopførte Fogg Museum. Gennem en lang række eksperimenter med puder og tæpper påviste Sabine en tydelig
sammenhæng mellem akustisk kvalitet og mængden af
lydabsorberende overflader i et rum.
Han definerede også efterklangstiden, som er den vigtigste
målestok for et rums akustiske egenskaber, som det antal
sekunder, det tager for lydens intensitet at falde med 60
decibel fra det oprindelige niveau. I rumakustik er de vigtigste frekvenser normalt taleområdet – oktaverne 500, 1000
og 2000 Hertz.
Sabine fastslog, at den optimale efterklangstid i en foredragssal er lige under ét sekund, mens en koncertsal bør
have lidt over to sekunders efterklang, så musikken ikke
opleves for “tør”. I Fogg Museum var efterklangstiden hele
5,5 sekunder, hvilket betød, at en taler kunne nå at sige op til
femten ord mere, som ville være uhørlige grundet den kraftige resonans og ekko.
Ved at tilføre lydabsorberende materialer i rummet lykkedes
det Sabine at reducere efterklangstiden markant og dermed
fjerne ekkoeffekten. Senere blev han hyret som rådgiver til
designet af Boston Symphony Hall, som stod færdig i 1900
og blev anerkendt blandt verdens bedste. Enheden for
lydabsorption, en Sabin, er opkaldt efter ham.
20
