Akustik whitepaper - Flipbook - Side 8
Skab den optimale
efterklangstid
Den optimale efterklangstid afhænger af rummets brug. For eksempel er det i klasseværelser vigtigt, at både den
forreste og bagerste elev kan høre, hvad læren siger og der samtidig ikke opstår støj.
Teoretisk set vil man tilføje akustikregulerende elementer for at sænke støjen, men tilføres der for meget akustikregulerende materiale, kan det medføre, at den bagerste elev ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Derfor er den oplevede
virkelighed lige så vigtig, som det vi kan måle os til. Heldigvis går de to parametre oftest hånd i hånd.
For at opnå den rette akustik i rummet er det derfor vigtigt, at de lydabsorberende elementer placeres hensigtsmæssigt i lokalet.
Placér hvor lyden rammer først
Lyd fordeler sig i alle retninger, og vil reflektere fra de flader, den møder på sin vej. For at stoppe lyden og dermed
sænke efterklangstiden, skal det gøres så effektivt som muligt.
Tænk over hvor lyden udspringer fra
Oftest skal de lydabsorberende elementer placeres så tæt på lydkilden som muligt, altså der hvor lyden vil ramme
først. Det afhænger dog af, hvad rummet skal bruges til.
Der er eksempelvis stor forskel på, om det er et kontor, hvor lyden kan komme mange steder fra eller om det er en
koncertsal, hvor lyden kommer ét sted fra.
På kontoret vil det give mening at sprede de lydabsorberende elementer i lokalet for at optimere og tilpasse akustikken, modsat i koncertsalen, hvor lyden har en hel specifik funktion og skal have lov til at ”rejse” i lokalet, så selv de
bagerste lyttere får al lyden med. Her vil det være optimalt primært at placere dem på endevæggene, så det først er
her lyden overvejende bliver absorberet.
Brug væggene
En akustisk tommelfingerregel er, at væggene skal dækkes med lydabsorberende materiale svarende til ca. 20% af
gulvarealet og placeres på to tilstødende vægge – medmindre rummets brug fortæller os noget andet. Det skyldes at
væggen oftest er tæt på lydkilden, f.eks. mennesker, der taler.
Brug loftet
Loftet er en stor disponibel flade, der igen oftest er tæt på lydkilden og er derfor en fremragende flade at bruge som
lydabsorberende element.
I begge parametre, loft og væg, skal vi dog tilbage til den afgørende alpha-værdi.
Både loft og væg kan være store flader, men tilføjer man for mange lydabsorberende elementer i akustikklasse A
(elementer med alpha-værdi tæt på 1), kan lyden komme til at virke ”død” - og så er vi lige vidt.
8